Menu

Old Girls til LM

image
20. februar 2019 kl. 17:00

2019 inde LM for senior, old, veteraner m.fl.

Endnu en gang har Gadstrup Old girls deltaget i Landsmesterskabsstævne arrangeret af DGI. Stævnet foregik som sædvanlig i Vingsted, hvor der er godt faciliteter, både til at afvikle kampe og til indkvartering. I år deltog vi i rækken Dame +40.

Som overskriften siger, deltog der også herre og dame seniorhold i dette års stævne. De plejer at afholde deres eget stævne, men der har ikke været nok tilmeldte hold til, at det kunne lade sig gøre. Lidt ufortjent betød det, at vores kampe skulle afvikles i Brunmose hallen, som ligger ca. 3 km fra Vingsted. Det er i sig selv ikke et problem, men det er absolut meget rarere at sove og spille samme sted, så man ikke skal ud og køre, for at spille kampe, ligesom vi heller ikke havde mulighed for at se kampe fra de øvrige damerækker. Det er meget ærgerligt, da det bestemt også er en del af det hyggelige ved at deltage, at man følger hinandens kampe.

Der var 5 hold tilmeldt i vores gruppe, og desværre viste det sig, at stævneledelsen havde besluttet, at vi kun skulle spille alle mod alle, hvilket betød kun 2 kampe lørdag, og 2 kampe søndag. Det har vi klaget over, da det er for langt at køre for så få kampe. Et hold ventede oven i købet 3 timer mellem 1. og 2. kamp. Det er urimeligt! Til gengæld viste det sig, at alle hold var meget lige. 3 hold endte a point og halvdelen af de spillede kampe endte uafgjort.

For vores holds vedkommende endte vi på en 3. plads pga. målscore og altså a point med nr. 2 og 4. Vi startede med at spille uafgjort 2-2 mod de senere vindere af rækken, Aalborg Boldspilklub. Det var en kamp med mange lange angreb, og masser af chancer, som ikke blev omsat til mål. Kamp nr. 2 lørdag var mod en af de hold, som vi næsten altid møder, når vi deltager i LM; HGI Hillerød. Hillerød er altid repræsenteret i flere rækker, og altså også i vores. Kampen var meget lige det meste af tiden, men ændrede karakter, da Louise, ganske ufortjent blev smidt ud, fordi en modspiller faldt over hendes ben. Så 2-2 blev ændret til 2-4 og 2-5, før det lykkedes for os at reducere til slutresultatet 3-5.  Mega irriterende, når vi rent faktisk havde godt styr på kampen indtil dette tidspunkt.

 

Men intet er jo så skidt, at det ikke er godt for noget. Her tænker jeg på de få kampe. Når vi er på tur, er der altid gang i forskellige spil. Vi har et par damer på holdet, som går usædvanlig meget op i brætspil, og de havde også i år sørget for, at vi fik afprøvet nogle nye spil. Jeg mener, at vi nåede op på at spille 10 forskellige spil i løbet af weekenden. Nogle er hurtige, nogle tager lang tid, nogle har komplicerede regler, og nogle er lige til at gå til, også selvom man har fået en enkelt øl eller 2, som jo hører sig til, når dagens kampe er slut.

Gang i bad og omklædning inden der er fælles spisning i hallen og dans til det evigt tilbagevendende orkester, DeVito. De er ikke de bedste i verden, men det er dem der spiller. Vi har det altid sjovt, og fester til musikken stopper og lyset tændes. Det kan gøre, at det er lidt svært at komme op søndag morgen, men da vi var så heldige i år, at første kamp lå lidt sent, syntes vi selv, at vi klarede det godt. Vi klarede det faktisk så godt, at vi vandt den. Vi var bagud med 1-3, og vand 4-3, så det var vi rigtig tilfredse med. Vores modstander, Hedensted IF, var derimod godt gale i skralden og sparkede til bander, da de kunne have vundet rækken, hvis de havde vundet over os.  Sidste kamp blev lidt rodet og en noget langstrakt affære mod Aalborg Boldspilklub 2, der endte 1-1.

Igen i år en god tur med masser af højt humør. Vi er klar igen næste år